Baggrund
I slutningen af 90’erne viste der sig behov for at videreudbygge Prøvestenen gennem opfyldninger. Man kunne herved skaffe plads til nye havnearealer med kajanlæg direkte ud mod Øresund, og arealer til virksomheder indenfor bulkvarer mv. umiddelbart op til kajanlæggene.Samtidig blev det besluttet, at den sydlige del af opfyldningen skulle adskilles fra den nye erhvervshavn ved en jordvold, og anvendes til rekreative formål. Ud for den sydlige del af opfyldningen skulle der etableres en lystbådehavn.
Etableringen af lystbådehavnen faldt fint i tråd med de planer der forelå om etablering af Amager Strandpark, hvor lystbådehavnen vil blive en naturlig forlængelse af strandparken, når begge projekter er fuldt udbyggede.
Rammerne for etableringen af nye havnearealer og lystbådehavn er beskrevet i Lokalplan nr. 326 for Københavns Kommune, juni 2000. I 2001 etablerede Københavns Havn og Købehavns Kommune et fælles selskab – Udviklingsselskabet Prøvestenen – hvis opgave er at realisere de anførte planer.
I forbindelse med udbygningen af Prøvestenen, som foretages af Udviklingsselskabet Prøvestenen, leverer selskabet opfyldninger til de rekreative områder og etablerer øer og moler til en egentlig lystbådehavn.
For at kunne igangsætte driften af en lystbådehavn apterer Udviklingsselskabet havnen med visse basisfaciliteter. Der opføres bygninger til erhvervsmæssig udnyttelse, etableres vejanlæg, vinteroplægsplads osv. og rammerne til det store rekreative areal etableres.
Etableringen vil ske i flere etaper afstemt efter de rådende økonomiske rammer, som bl.a. er betinget af interessen for at benytte havnen.